’Det er jo bare noget vi leger, ikk?’
’Skal vi nu ikke droppe det leg, der, og så være lidt mere seriøse!’
’Hvad hvis skatteyderne kiggede med nu…? Ville vi så kunne forsvare det, vi laver?”
Jeg har over tiden mødt spørgsmål, kommentarer og fordomme, når jeg som organisations- og ledelseskonsulent inddrager leg som fast del af mit samarbejde med ledere i det offentlige.
For hvordan kan noget, der føles så nydelsesfuldt og ufornuftigt som LEG være legitimt og endda nødvendigt i en så fornuftsbetonet og seriøs hverdag, som ledelse er?
Leg ER nødvendigt. Også i ledelse.